Kulturen bag tallene: skab en datacentreret arbejdskultur

,

Over de seneste år, har jeg oplevet at ordet datakultur – og snakken om hvordan man skaber den – bliver nævnt oftere og oftere. Og med god grund. For i takt med at vi demokratiserer data, bliver medarbejdernes holdning til og forståelse for data mere og mere vigtigt.

For at opnå succes med data handler ikke kun om at have den rigtige dataplatform og et par flotte rapporter. Det handler i høj grad om vaner og holdninger hos den gængse medarbejder. Og lige præcis derfor er en arbejdskultur hvor data ses som et aktiv vigtigt.

Inden du læser videre, så lad os lige få slået fast at det tager lang tid at ændre eller opbygge en ny kultur. Bare tænk på hvor lang tid det har taget at skabe jeres nuværende. En uge? En måned? Et år? 10 år? Det tager tid at skabe kultur, men det styrker blot argumentet for at sætte i gang.

Så her er nogle tanker om hvad der kan være med til at styrke jeres datakultur og måske lægge fundamentet for den.

Ledelsen skal vise vejen. 

Det hele starter med at have en ledelse, der ikke kun taler om vigtigheden af data, men som også aktivt bruger data til at guide deres beslutninger og kommunikerer dette.

Når ledelsen demonstrerer deres engagement i arbejdet med data, sender det et stærkt signal til resten af organisationen om dataens værdi.

Uddannelse og læring skal være fundamentalt

Hvis vi skal have en god datakultur, så kræver det at alle medarbejdere har de nødvendige færdigheder til at forstå og arbejde med data.

Man kan ikke bidrage til at skabe en stærk kultur, hvis man ikke ved hvad man skal gøre.

Uddabnelse og læring kan opnås gennem regelmæssige træningsprogrammer, workshops og seminarer, der fokuserer på hvordan medarbejderen får succes med data i sin rolle. Her er det vigtigt at uddannelse og træning ikke kun er teknisk. Medarbejder skal forstå mulighederne ved data og skal kunne kommunikere det, så de kan iværksætte nye initiativer.

Gør data tilgængelig.

Jeg har efterhånden været med til at lave en del dataløsninger, og ofte er der et ønske om at skjule data for hinanden. Jeg er selvfølgelig med på at noget data ikke skal være tilgængelig for alle, men hvorfor må afdeling A ikke se på afdeling B’s ikke personfølsomme data?

For at medarbejdere kan bruge data effektivt, skal de have adgang til det. Dette betyder at vi skal nedbryde datasiloer og skabe en åben dialog om data, hvor information deles på tværs af afdelinger. Tænk nu Jesper fra salg kunne optimere sin tilgang ved at forstå data om kundernes brug af et produkt.

Anerkend og fejr når I laver noget fedt!

Når en medarbejder eller et team skaber noget fedt og opnår succes ved at bruge data, så skal det anerkendes og fejres. Dette styrker nemlig fortællingen om, at data er et værdifuldt aktiv for jer og motiverer andre til at følge trop.

Fejringen behøver ikke være en kage fra Lagkagehuset. I stedet kan I f.eks. vise løsningen frem til næste virksomhedssamling.

…Og så noget om etik og ansvarlighed

Der følger selvfølgelig et stort ansvar når vi slipper data løs i en organisation. Det er derfor afgørende at håndtere data på en etisk og ansvarlig måde, og at medarbejder er med på hvad det betyder.

Sender man data i Excel på en mail? Har vi det samlet et sted? Hvordan begrænser vi bias I vores analyse? Hvordan sikrer vi at vi ikke manipulerer med data?

Men hvad så nu?

Nu er det jeres tur. Hvad definerer jeres datakultur, eller hvad skal definere den?